Sumak

Sumak er et sjovt krydderi for mig. Det var noget som jeg stiftede bekendtskab med for nogle år siden i en julekalender “Tvillinger og julemanden” hvor Lars Hjorthøj sagde at stenalder maden manglede sumak. Jeg tænkte det måtte jeg hellere prøve.

Jeg er faktisk blevet lidt vild med det krydderi, men nu er jeg også glad for alt hvad der er syrligt.

Sumak kommer fra et bær, som bliver tørret og pulveriseret. Når du bruger dette krydderi så tilfører det en frugtig, syrlig og citrusagtig note til madlavningen og det kan bruges direkte, som rub eller drysses på som et sidste touch.

Der er ikke ret mange krydderier, som har en syrlig note, men sumak er en af dem. I det mellemøstlige køkken, der bruger man dette krydderi på samme måde som eddike, citron og tamarind.

Man begynder efterhånden at kunne købe sumak i almindelig supermarkeder, Meny er en af de steder, hvor jeg har set det. Ellers skal man i de indiske grønsagsbutikker, der findes det. Eller købe det online.

Har du ikke prøvet sumak, så synes jeg du skal prøve en af mine opskrifter med dette fantastiske krydderi. Det kan være du bliver ligeså stor fan af det som jeg er.